Lærerkursus
Nepal er delt op i 76 distrikter, i 29 af dem er der lærertrænings centre, hvor der er virkelig veluddannede undervisere, der arrangerer kurser for lærere.
Eftersom der er mange lærere, hvis baggrund er 10.klasses eksamen, har man fra Statens side tilbudt efteruddannelse. Der er dog meget, meget lang vej endnu, før lærerne, for det første ved noget om disse muligheder og altså får lejlighed til at deltage i disse kurser, for det andet, før de bliver afholdt.
Bom Bahadur og jeg har afholdt kurser for lærere 3 gange nu. Det vil sige mit bidrag har begrænset sig til et lille indslag nu og da , f.eks bevægelses sange, dekoration af klasseværelser, noget der vil gøre det lidt sjovere for børnene at gå i skole.
Bom Bahadur er tilknyttet et trænings center og er en meget dygtig underviser.
Jeg giver lærerne en invitation til at deltage, og de får at vide, at de vil få et hefte, en kuglepen og lidt mad midt på dagen, ingen ekstra løn.
Det er regeringens politik her, at alle lærere får løn for at gå på kursus, ellers er der ingen, der har lyst, siges der.
Da vores sidste kursus startede, kom spørgsmålet alligevel om de ikke fik løn, hvilket de jo havde fået at vide, at de ikke gjorde. Jeg gentog, at det gjorde de ikke og at de selvfølgelig kunne gå hjem, hvis de ikke ønskede at deltage. Alle blev dog.
Jeg opstillede disse fakta for dem på tavlen.
En daglejer ude i det område, hvor jeg hjælper får 70 Rs pr dag og har måske mulighed for arbejde 15 dage om måneden. Månedsløn 1050 RS En lærer får 13.000 RS pr måned og netop i denne måned, hvor der er ferie, får de en ekstra månedsløn oveni, en slags feriepenge, altså 26.000 RS.
Der er almindelige arbejdere, der har samme uddannelse som lærerne, så ikke mere snak om løn.
Lærerne har virkelig meget brug for uddannelse. Situationen på nogle skoler er stadig meget dårlig. Lærerne har jo ingen forudsætninger ud over, hvad de selv har været udsat for indtil 10.klasse.
Der skal undervises fra kl. 10 til kl. 16.
Det er ikke ualmindeligt, at lærerne kommer for sent og når de kommer, ikke starter undervisningen, og flere steder venter man ikke med at gå hjem til kl. 16.
Stort set alle lærere uden for storbyerne har et landbrug. De har nemlig en løn, der gør det muligt at købe jord og dyr. Nogle har endda et meget stort landbrug. Det skal jo også passes. Nogle af deltagerne i kurset mente endda, at skolearbejdet var en kærkommen afslapning fra arbejdet med landbruget.
Kastediskriminationen viser desværre også stadig sit ansigt i nogle skoler. Lavkaste børnene må drikke vand hældt op i deres hænder, og må stå uden for klassen, mens børn fra andre må drikke af glas.
Desværre så jeg situationen i Reepa. Lærerne er klar over, at de ikke må diskriminere, så de benægter at det forekommer. Jeg har nu købt et krus til hvert af børnene i Reepa skole og er spændt på at høre om det lykkes at komme et skridt videre.
Der var nogle meget svage lærere på kurset, men til gengæld også nogle meget ivrige, aktive og dygtige folk, som virkelig gik ind i snakken om diskrimination. De bad om jeg ikke nok ville komme og besøge deres skole, for at blive overbevist om at de behandlede alle ens.
Der er lang, lang vej endnu selvfølgelig, vi skal ikke glemme at Nepal er et af verdens fattigste lande, men vi er på vej.
Jeg håber på muligheden for at arrangere lærerkurser til foråret igen. Jeg havde kontakt med en skoleleder, der meget gerne stiller et lokale til rådighed på hans skole, og Bom og Jeg kan bo hjemme hos ham.
Det er en mulighed.
Tilbage i Kathmandu. Den kvinde, Rana Maya, som havde en svulst udenpå livmoderen, er opereret og udskrevet, og har det efter omstændighederne godt.
Indira har taget sig helt fantastisk af hende, ellers havde det ikke været muligt. Der skal være en, på hospitalet til at hente og betale blod fra blodbanken, til, at bringe kvinden til diverse undersøgelser, til at sørge for at hun får mad.
Hendes mand, Dil Bahadur var der, men var mere bange end Rana og kunne slet forstå alle informationerne fra lægen eller finde ud af storbylivet. Så snart operationen var overstået og Rana blev udskrevet tog Dil Bahadur tilbage til Reepa
Jeg kunne desværre ikke besøge Rana på hospitalet. Hvis en udlænding er involveret stiger prisen ganske betydeligt, er der mange eksempler på, så jeg har holdt mig væk. Nu bor Rana hos Indira så jeg kan besøge hende.
Indira har fortalt, at hver gang lægen spurgte om noget, for at klarlægge sygdomsforløbet, sagde Dil Bahadur ingenting og Rana sagde, jeg vil opereres. Indira måtte fiske for at få svarene.
På plastik kirurgisk hospital er Hari stadig indlagt, men han vil sikkert blive færdig opereret, før jeg rejser hjem.
Den unge fyr fra Reepa, der mistede sin højre hånd og kun har tre fingre på venstre , han kan bruge, er nu indlagt og vil givetvis blive i stand til at kunne bruge sin venstre hånd normalt.
Jeg har tillid til at Dr. Pandey vil gøre sit yderste.
Mens jeg er i Kathmandu skal jeg besøge nogle af de 17 kvinder, som har fået symaskiner betalt af Catrine.
Det bliver spændende at se, om de allerede har godt gang i en god forretning og dermed et godt levebrød.
Jeg er faktisk ikke i tvivl. De virkede meget målrettede og yderst taknemmelige over at have fået denne mulighed.
Senere skal der blive tid til at besøge familien i Table, der gav mig husly under lærerkurserne der.
